tirsdag den 21. januar 2014

Huscompagniet breder sig. Ingen vand på grunden.

Vi er ikke kommet i gang med byggeriet endnu, men til gengæld har Huscompagniet været forbi og sat et skilt op. "Kvalitetshus på vej!" Vi glæder os.
Skilt på vores grund

På sådan en råkold januardag gik jeg ned forbi grunden for at se, om alt var, som det skulle være. Efter en lang periode her i januar, hvor vejret har været mild, og det har regnet næsten hele tiden, er det godt lige at se, om der ligger meget vand på grunden. Hvis der gør det, kan det være, at der skal ekstra dræn i jorden, så man ikke får vandproblemer senere hen. Heldigvis er jorden ret tør, så jeg er glad.

Man kan ane vores skilt i baggrunden.
Ellers sker der noget i området. Man må sige, at Huscompagniet er fået godt fat i denne udstykning. Jeg tror, at Huscompagniet har bygget over halvdelen af husene på vejen, og udover et halvfærdigt hus, vores kommende hus er der også sat et Huscompagniet-skilt op på en grund 100 meter fra vores. De har travlt i det firma, men det er også klart efter et rekordår i 2013.

De beboere, som vi har snakket med, har alle været godt tilfreds med Huscompagniet og selve byggeprocessen, så det giver lidt ro i maven. Nu venter vi bare på at vores hus bliver solgt, så vi kan komme i gang. Måske der kommer lidt mere fart på tingene, når foråret nærmer sig.


lørdag den 4. januar 2014

Plantegning næsten færdig

Så har vi fået vores plantegning, og med et par rettelser ser den således ud.


Den oprindelige plantegning fandt vi hos et andet byggefirma. Herefter viste vi et kopi til Huscompagniet og spurgte og de kunne bygge det samme til os. Sidenhen har vi lavet lidt om på plantegningen, så vi kunne få alle vores ønsker med.

Plantegningen er lavet ud fra følgende grundidéer:

  • Køkkenalrummet skal være husets hjerte med masser af plads til stort spisebord og siddepladser ved køkkenbordet. Adgang til alle de andre områder i huset samt terrassen. Ekstra stor vindue i køkkenet så der kommer masser af lys ind i rummet.
  • Børneafdeling, der kan lukkes af, så både børn og voksne kan holde "fri" fra hinanden.
  • Forældreafdeling med soveværelse, walk-in og badeværelse med badekar. Indgangen til forældreafdelingen er adskilt af en lille mellemgang, så det er muligt for gæster at gå ud på toilettet uden at skulle gå ind igennem soveværelset.
  • Stue med fjernsyn og sofa. Stuen skal kunne lukkes af med franske døre.
  • Bryggers med indgang direkte fra entreen.
  • Depotrum i forbindelse med køkkenet.
  • Overdækket terrassen lige ved udgangen fra køkkenalrummet. Dobbelt terrassedøre. 
  • Lyse trælofter over alt. Normal lofthøjde.
Nu kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

OPDATERING 16.10.14: Hvis du vil se den endelige plantegning, så tryk på linket

Tags: byg nyt hus, nybyg, typehus, Huscompagniet

Problem med Boliga Selvsalg

Jeg er stødt ind i nogle uregelmæssigheder ved at have boligen til salg på Boliga Selvsalg. Problemer med selve salget har jeg beskrevet i et andet indlæg, og det kan du se via nedenstående link

Derudover mener jeg, at der er nogle ting, man skal være opmærksom på ved det produkt som Boliga Selvsalg tilbyder:
  • Statistik: Boliga Selvsalg tilbyder forskellige statistikker, så man kan følge med i, hvor stor interessen er for ens boligannonce. Den vigtigste i mine øjne er besøgsstatistikken, og her tilbyder Boliga Selvsalg både at vise "antal besøgende" og "antal unikke besøgende" (besøg = IP adresse). I bund og grund meget brugbar statistik for så kan jeg se, om de besøgende på min annonce har været der før. Det kan være en indikation af, at de er meget interesseret og at de derfor vender tilbage igen og igen. Jeg kontaktede Boliga Selvsalg for at høre, hvordan de definerer "unik" eller med andre ord; hvor mange dage skal der gå, før man ikke er unik mere? 7 dage, 14 dage eller 30 dage? Det viste sig, at man ikke er "unik" mere efter 20 minutter! Det giver efter min mening ikke mening, for hvad kan jeg bruge den statistik til?
    • Besøger du min annonce 2 gange på 19 minutter siger statistikken at der har været 2 besøg og 1 unik besøg. Jeg kan derfor konkludere at der er den samme person, der har besøgt annoncen.
    • Besøger du min annonce 2 gange på 21 minutter, siger statistikken, at der har været 2 besøg og 2 unik besøg. Jeg kan derfor konkludere, at det er 2 forskellige personer, der har besøgt annoncen, hvilket jo ikke er korrekt.
  • Jeg synes, at nulstilling af "en unik besøgende" minimum bør være 7 dage, hvilket jeg også har fortalt Boliga Selvsalg. Det lød dog ikke til, at de var enig, så det bliver nok ikke lavet om, men nu ved du det.

    • Brutto/netto ydelse: Mange boligsøgende kigger på brutto og netto ydelsen, når de kigger efter et nyt hus. Det beskriver reelt set huslejen det første år før forbrug. Forskellen mellem brutto og netto ydelse er det fradrag som du får for dine rentebetalinger.Grundlaget for de beregninger som Boliga Selvsalg laver er sådan set meget fine (se billedet), for de bruger de samme tal som ejendomsmæglerne. Der er dog et problem, hvis de besøgende sammenligner brutto-/nettoydelserne med beregninger lavet af en ejendomsmægler. De almindelige ejendomsmæglere medtager obligatoriske udgifter som ejendomsskat, grundejerforening, renovation, rottebekæmpelse osv. Det giver et realistisk billede af den reelle omkostning ved at bo i huset. Når det ikke er muligt at medtage obligatoriske udgifter på Boliga Selvsalg, ser det ud som om, at ydelsen/huslejen er lavere end et lignende hus hos en ejendomsmægler. Forskellen er ikke tydeliggjort og vil derfor forvirre mange boligsøgende. Boliga Selvsalg burde være fuld sammenlignelig med annoncerne hos ejendomsmæglerne. 
      Beregningsgrundlaget hos Boliga Selvsalg

    Status på salg af bolig efter 79 dage

    Egentlig er jeg godt tilfreds med måden som Boliga Selvsalg er bygget op på, og selvsalgsprocessen kører også fint i dagligdagen. Det er let at følge med i statistikkerne, og hvis man ønsker at ændre noget eller uploade nogle af handlens dokumenter, så kan det gøres meget hurtigt og let. Du kan læse mere om, hvordan du kommer i gang med at sælge din bolig via Boliga Selvsalg via linket.

    Men selvom ideen med selvsalg er god, så går det ikke særlig stærkt med interessen for huset. Jeg tror, det kan skyldes forskellige faktorer:

    • Perioden: Huset har været til salg siden midt oktober, og november, december og januar er ikke de bedste måneder for hussalg, hvilket nok er et kendt faktum.
    • Boliga Selvsalg er ikke en særlig velbesøgt platform? Jeg har svært ved at vurdere det, men statistikkerne siger, at de er lige så godt besøgt som Boligsiden.dk (ejendomsmæglernes egen salgsplatform).
    • Køberne er bange for selvsalg? Jeg har hørt flere sige, at de vil være betænkelig ved at handle med selvsalg. Er huset vurderet korrekt? Er dokumenterne i orden? osv.... Jeg kan godt følge argumenterne, men det burde ikke afholde folk fra at se huset, efter min mening. Handlens dokumenter skal i sidste ende også laves af en advokat, så de burde også være i orden. Måske er der noget jeg overser...
    Uanset hvad så har vi besluttet af om 25 dage smider vi håndklædet i ringen, og kontakter en ejendomsmægler.


    torsdag den 2. januar 2014

    Sæt byggeprocessen igang før dit hus er solgt

    Det er nok de færreste, der i disse tider vil anbefale at starte en byggeproces før ens nuværende bolig er solgt, men det kan i visse tilfælde være en god ide.

    Vi har valgt at Huscompagniet skal starte processen med byggegodkendelse, byggetegninger og materialevalg, men det betyder også, at vi skal betale 50.000 kr. (ud af entreprisesummen), når byggetilladelsen ligger fra kommunen.

    Det gør vi for at spare ca. 2 måneder i byggeprocessen, når vores egen hus bliver solgt, og dermed være helt klar. Hvis de først går i gang med tilladelser osv., når huset er solgt, tager det ca. 2 måneder mere. Så længe renterne vi betaler på de 50.000 er mindre end de udgifter, vi vil få ved at leje en midlertidig bolig i (yderligere) 2 måneder, giver det god mening.

    Forudsætningerne er:

    • En byggeproces tager ca 7 måneder fra de søger om tilladelse, tegner, bygger, til at huset står færdig.
    • Når huset bliver solgt er det ikke særlig sandsynligt, at overtagelsesperioden bliver på 7 måneder, så derfor skal vi ud at leje en midlertidig bolig.
    • Sætte vi processen i gang sparer vi 2 måneder - byggeprocessen efter hussalget bliver derfor 5 måneder.
    • Husleje pr. måned er omkring 6000 kr. i Aarhus.
    • Renterne på de 50.000 kr. skal derfor være mindre end 6000 kr. om måneden
      • 6000 = (50000*X)/12
      • X=1,44 eller med andre ord skal renten være 144 % p.a. på lånet for at det går i nul.
    Alt i alt burde det økonomisk være en god ide, at starte processen før huset er solgt. Det er vores udgangspunkt.

    Hvornår er det en dårlig ide?
    • Hvis husbyggeriet/byggekontrakten er forudsat af, at det nuværende hus bliver solgt, og at det ikke sker. Så har det kostet 50.000 kr.

    Tags: byg nyt hus, nybyg, typehus, Huscompagniet

    Byggefirma valgt og det blev Huscompagniet

    Efter en lang, lang proces er beslutningen taget om, hvilket firma, der skal bygge vores hus. Egentlig sagde vi ja for over 1,5 måned siden, men på grund af gennemgang af kontrakten med en ekstern byggevejleder og efterfølgende kontraktforhandlinger, så har vi først skrevet under lige før jul. Det er skønt at have det på plads, og det kunne have været dobbelt så skønt, hvis vi kunne sætte det hele i gang, men det kan vi ikke da huset ikke er solgt endnu. (du kan læse mere om hussalget i "Følg salgsprocessen af nuværende bolig")

    Hvorfor valgte vi Huscompagniet?

    • De kunne bygge de hus, vi gerne ville have.
    • Den sælger vi har haft kontakt til har været professionel hele vejen i gennem, og vigtigt for os også troværdig i rådgivning omkring materialevalg og hvordan det hele hænger sammen økonomisk.
    • Vi er pålagt at bygge efter BR15 (bygningsreglement 2015), og det var kun Huscompagniet ud af de 3 firmaer vi har snakket med, der kunne opføre et hus uden brug af alternative energikilde som jordvarme eller solceller. Da solceller eller jordvarme på nuværende tidspunkt ikke er særlig økonomisk attraktiv (eller køn når vi taler om solceller), så var det en vigtig parameter for os.
    • Huscompagniet er økonomisk stærke. De har lige udsendt en pressemeddelelse om, at de har solgt rekord mange huse i 2013. Samtidig kan man se i deres regnskaber, at egenkapitalen er stor, så de har noget at stå imod med i dårligere tider. Vi er derfor ikke bange for en evt. konkurs i vores byggeperiode.
    • Betal ved indflytning er en løsning som flere og flere selskaber tilbyder. Det er selvfølgelig attraktiv og i forhold til konkurs, så stiller det også os som køber i en bedre position.
    • Prisen på huset endte efter lidt forhandlinger i et niveau, hvor vi fik hvad vi ønskede inden for det budget vi havde. Kunne vi få det hos de andre firmaer? Ja - men det er også derfor at prisen ikke var det, vi vægtede højest i valg af byggefirma.
    • Vi fik låst prisen i 6 måneder.

    Underskriften er tør, så nu er vi i gang :-)


    Tags: byg nyt hus, nybyg, typehus, Huscompagniet